Velkommen til Højgård Hestehospitals reproduktionsafdeling. Reproduktion udgør i dag en vigtig del af vores hospital. Vi har på stedet erfarne dyrlæger, som dagligt arbejder med reproduktion hos såvel normale hopper som problemhopper.
Reproduktionssæsonen er en travl tid, som kræver nøje planlægning for at opnå et godt resultat. Vi har derfor valgt at lave denne brochure i et forsøg på at besvare de spørgsmål, der opstår i forbindelse med ifoling af din hoppe.
Ved de første indledende scanninger bestemmes, hvor i cyklus hoppen befinder sig, så ægløsningstidspunktet kan fastsættes. Disse scanninger er nødvendige, så sæden kan bestilles og nå frem i tide. Med mindre andet er aftalt er bestilling af sæd hoppeejerens eget ansvar. Sæden skal adresseres til den adresse, hvor insemineringen finder sted.
Drægtighedsscanningen finder sted dag 15 efter ægløsning. Det er vigtigt, at denne scanning finder sted så tidligt som muligt, da ikke alle hopper viser tydelige brunsttegn. Desuden er det vigtigt på dette tidspunkt at kunne konstatere, om hoppen er drægtig med tvillinger, således at den ene fosterblære kan klemmes. Størstedelen af disse hopper vil efterfølgende fortsætte med en normal drægtighed med det tilbageværende foster
På hospitalet tilbyder vi to forskellige pakkeløsninger for at gøre det nemmere for dig:
Hoppen er opstaldet på hospitalet under hele forløbet fra de første indledende scanninger til inseminering og konstateret ægløsning. Hoppen afhentes herefter og indleveres til drægtighedsscanning dag 15 efter ægløsning eller efter aftale. Hvis hoppen ikke er drægtig indgår denne scanning som en del af en ny pakke.
Hoppen indleveres til de aftalte scanninger mandag, onsdag, fredag eller lørdag mellem 8 og 9. Hoppen scannes umiddelbart efter ankomst til hospitalet, mens du venter. Er hoppen klar til inseminering finder dette sted samme eftermiddag. Fordelen ved denne pakke er, at du kan tage din hoppe med igen med det samme, således at hun står opstaldet under hjemlige, trygge omgivelser under hele forløbet.Det kan desuden arrangeres at de aftalte scanninger, inseminering og efterfølgende drægtighedsscanning foregår, der hvor din hoppe er opstaldet. For at gøre det lettere for alle, bedes du ved inseminering have et håndklæde og en spand varmt vand parat.
På hospitalet fodrer vi med et fuldfoder fra Højlund Mølle samt grøn hø fra Dangrønt. Der fodres tre gangdagligt. Eget foder kan medbringes såfremt dette pakkes i portioner
og mærkes. Ved specielle anvisninger noteres dette på bokskortet, når hoppen ankommer til hospitalet. Det skal ligeledes anføres om hoppen skal på fold og i så fald alene eller i fælles fold.
Udenfor alm. åbningstid kan aflevering og afhentning ske efter aftale. Ved aflevering og afhentning udenfor normal åbningstid kan der ikke forventes hjælp til læsning.
Af pladsmæssige årsager forsøger vi at lave fællesfolde til vores reproduktionshopper. Vi henstiller til, at hopper som skal på fællesfold ikke bærer bagsko.
Hvis du har spørgsmål omkring forløbet eller omkring din hoppe, er du altid velkommen til at kontakte hospitalet. Vælger du hospitalspakken, vil du selvfølgelig løbende undervejs blive orienteret af hospitalets dyrlæger.