Chipmærkning af heste

Share this

Heste betragtes som husdyr, altså dyr der kan ende som menneskeføde. Det til trods for, at de fleste heste holdes som ride-, sportsheste eller som selskabsdyr.

Heste er derfor også underlagt de regler, som gælder for anvendelse af lægemidler til husdyr, så der ikke er risiko for uønskede rester i kødet efter slagtning. Det betyder, at en række lægemidler ikke må anvendes til heste til konsum, fordi lægemidlerne indeholder stoffer, som man ikke kan acceptere rester af i fødevarer. Hesten skal derfor chipmærkes, hvis den behandles med disse stoffer.

Udelukkelse fra anvendelse til konsum
Ved at lade sin hest chipmærke efter gældende regler og lade hesten registrere i fødevarestyrelsens database (dyrlægen udfylder blanket med signalement og chipnummer), kan hesten udelukkes fra anvendelse til konsum. Heste der er chipmærket og registreret i fødevarestyrelsens database vil være permanent udelukket fra anvendelse til konsum.

Der stilles nu desuden krav til hesteejere om, at man skal have gennemgået et godkendt medicin-håndteringskursus for at kunne efterbehandle sin hest. Det vil sige, at hvis dyrlægen udleverer medicin til din hest (herunder antibiotika, smertestillende pulver, øjendråber og lignende), må du kun selv efterbehandle din hest, hvis du har gennemgået et godkendt medicin-håndteringskursus, eller at din hest allerede er chipmærket og registreret i fødevarestyrelsens database og herved udelukket fra konsum. Du er selv ansvarlig for dette. Folk, der i professionelt øjemed (f.eks landmænd), har arbejdet med dyr og indgivelse af medicin i en sammenhængende periode på over 6 måneder (inden den 1. februar 2007) er ikke underlagt krav om kurset. Dette arbejde skal dog kunne dokumenteres.

Det samme gør sig gældende, hvis du ønsker at fodre din hest med produkter, som ikke er registreret og beskrevet med en nøjagtig indholdsfortegnelse. Det gælder f.eks., hvis du blander dit eget foder. For at du lovligt kan fodre din hest med præcis de produkter du ønsker, er det nødvendigt at du lader din hest chipmærke og registrere i fødevarestyrelsens database.

Nogle avlsforbund (bl.a. Dansk Islandshesteforening) kræver chipmærkning udelukkende med henblik på at kunne identificere den pågældende hest. Heste som er chipmærket, men ikke er registreret i Fødevarestyrelsens database, er ikke udelukket fra anvendelse til konsum.

Hvem underretter Fødevarestyrelsen?
Dyrlægen afgør i henhold til given lovgivning, om det stof, som skal indgives, kræver chipmærkning og registrering i fødevarestyrelsens database. Altså udelukkelse af hesten fra anvendelse til konsum. Chipmærkningen skal altid ske senest i forbindelse med behandlingen. Hvis hesten derimod allerede er chipmærket med en godkendt microchip og registreret i fødevarestyrelsens database, skal chipnummeret blot aflæses af dyrlægen i forbindelse med behandlingen.

Dyrlægen udfylder og indsender en fortrykt formular. Ejeren skal opbevare en kopi af formularen. Kopien skal opbevares i hele dyrets levetid. Med ejeren menes her den aktuelle ejer, dvs. at hvis hesten bliver solgt, skal den nye ejer have kopien. Ejeren skal efter dyrets død indsende sin kopi af formularen til fødevarestyrelsen med påtegning af dato for dyrets død. Såfremt kopien bortkommer, skal dyrlægen udfylde en ny formular. Det er her nødvendigt at aflæse chipnummeret på ny.